Træskomageren Thibault får en dag besøg af en stor, sort ulv, som søger beskyttelse med kongens ulvejægermester, baron Jean, og hans jagtfølge. I bytte tilbyder den Thibault magt – ikke til at skaffe sig selv goder, men til at gøre andre ondt. Der er kun én lille betingelse: for hvert ønske skal Djævelen betales med et hår – for det første ønske – to for det næste, så fire, seksten og så fremdeles. Han får også et kobbel ulve til følgesvende med i købet. Træskomageren tror, han ad denne vej kan bane sig vej frem i verden og få de goder og privilegier, som han så meget misunder baronen og andre bedre stillede på egnen.
Men som altid, når man indgår handler med Djævelen og hans kumpaner, får man noget andet ud af sin aftale end man regnede med. Og det gælder også her: Alle Thibaults ønsker om ondt over sine medmennesker bliver prompte udført – men han får ikke selv noget ud af det, hverken penge, kvinder eller rang – snarere tværtimod.
"Ulveføreren" er skrevet i en periode, hvor Dumas befandt sig i eksil i Belgien, og billedlig talt sad og så længselsfuldt over mod den franske grænse og hans elskede barndomsegn Villers-Cotterêts på den anden side. Ligesom "Catherine Blum" er "Ulveføreren" bygget på et sagn derfra, som en af hans faders vildtfogeder fortalte ham, da han var ung, og indeholder i endnu højere grad end "Catherine Blum" elementer af den gotiske genre.
