Kongegravene ved A’ali i Bahrain har længe være omgivet af mystik, og man har antaget, at de repræsenterer det sidste hvilested for Dilmunrigets bronzealderkonger. Opdagelsesrejsende og professionelle arkæologer, der var draget af monumenternes enorme størrelse, har gennem århundreder forsøgt at trænge ind i højenes indre og fravriste kamrenes deres skatte og hemmeligheder. Denne bog omhandler alt fra den tidligste arkæologiske udforskning af A’ali til helt nye data fra den under forfatterens ledelse gennemførte Bahrain-Moesgaard Museum ekspedition til A’ali (2010 -2016).  

Informationer fra både gamle og nye undersøgelser præsenteres og analyseres omhyggeligt. Resultaterne diskuteres med hovedfokus på den kongelige gravplads som samfundsinstitution og med afsæt i et teoretisk perspektiv, der trækker på dødsritualers antropologi og etnografi. Fokus er ligeledes rettet mod udviklingen af en arkitektonisk typologi samt en C14-kronologi over kongegravene. Meget omfattende mængder hidtil upublicerede udgravningsdata fra Bahrains gravhøje inkorporeres i studiet for at skabe et velunderbygget og diakront billede af udviklingen i gravarkitektur, dødsritualer og den social organisation i perioden 2200-1600 f.Kr.  

 Der fremlægges inskriptioner, som demonstrerer, at de gravlagte konger var af amoritisk afstamning. Studiet afslører, at det ved A’ali begravede amoritiske dynasti fremkom sammen med byggeriet af enorme monumentale højgrave i en de facto kongegravplads omkring år 2000-1900 f.v.t., samt at de definitivt tabte grebet om magten omkring år 1700 f.Kr.