"En ny måde, hvorpå den ene bevidsthed kan opnå magt over den anden i et omfang, som ikke hidtil er set." – Således præsenterer den engelske filosof Jeremy Bentham sin bog fra 1791, 'Panoptikon', der skulle blive hans livs besættelse.
    Under udnyttelse af en avanceret, cirkulær bygningsstruktur stræber Bentham mod passager for blikket, der gør det muligt at iagttage fangerne i cellerne. Skjult i overvågningslogen ser inspektøren uden selv at blive set og sikrer med ejendommelige procedurer sin usynlighed. Her lever også hans kone og børn, der i indespærringen ikke har anden fornøjelse end at observere fangerne, som var de forbipasserende i storbyen.
    Princippet er synlighedens princip, midlet den arkitektoniske indretning. Målet er for Bentham ikke straf og pine, men beslaglæggelse af fangernes arbejde. Som vampyren suger han deres blod, skriver han. Som edderkoppen mærker han hver en bevægelse i sit spind.
    Fra fængslerne overfører Jeremy Bentham den nye opfindelse til fabrikkerne og videre til institutioner som hospitaler, galeanstalter og skoler i en bestræbelse på at opnå kontrol over menneskeansamlinger. I en foregribelse af langt senere samfundsudviklinger præsenterer han overvågningsteknikker, der i dag sætter sig igennem med rivende hast.
    'Panoptikon' afsluttes med et længere interview med den franske filosof Michel Foucault, der i sin bog 'Overvågning og straf' satte panoptikonet på dagsordenen. “En begivenhed i menneskeåndens historie” kalder Michel Foucault Panoptikon.
    Jeremy Benthams 'Panoptikon' er et dybt originalt værk, der mere end to århundreder efter sin udgivelse har fået fornyet aktualitet.