Fantasiens verden er taknemmelig. Personer og hændelser fremstilles som den skinbarlige sandhed og kan samtidig være den rene løgnehistorie. Sådan blev denne bog til. Mændene behøver bestemt ikke at være glade for deres kvinder og slet ikke for deres afkom, når man lige ser bort fra nogle herlige perioder, hvor en god mand får den opmærksomhed, han fortjener. Kvinderne behøver heller ikke nødvendigvis at elske deres børn, men kan have hovedet fuldt af så meget andet. Og samfundet skal vel ikke se ud over sine egne grænser, men kan sagtens hygge sig ved at følge egne normer og i øvrigt være totalt ubekendt med planetens andre folkeslag. Faktisk fungerer alt til enhvers tilfredshed, indtil de fremmede som blinde og døve træder gennem Stedet. Farnsing sender dem dog snart hjem, hvor de kom fra, og alt ånder igen idyl. Nogle er dog begyndt at fløjte og slå rytmer med hænderne, og børnene ler meget. Uddrag af bogen Inden de vendte om og gik hjem, fortalte Taller, at han havde været flere gange ved den store stenfigur. Den første gang havde han listet i hælene på et par mere erfarne borgere, men var flygtet, da han kom tæt nok på Farnsing til at skimte hans ansigtstræk. ”Du skal ikke begynde at studere hans ansigt, for det gør dig syg. Begynd med at studere hans fødder og væn dig til at indprente dig detaljerne nedefra og op. Han er meget stor, og du behøver altså ikke at gå særlig tæt på ham. Med tiden vil du få et forhold til ham, og så vil det udvikle sig. Det er kun rigtig erfarne og gamle besøgende, der kan tåle at møde hans blik.” Om forfatteren Denne forfatter stak hovedet frem i året 1944, og i dag synes der at være kommet så megen galskab op i hendes hoved, at hun skriver af karsken bælg uden at tænke på, hvad man kan tillade sig. Hun siger endda, at det er herligt at kunne være næsten skør.