Inden for udviklingsstudier fremstilles “de fattige” ofte på to modstridende måder. De bliver på den ene side beskrevet som dem, der intet har, da nød og mangel er selve essensen af deres identitet og definerer hele deres eksistens. Dermed tildeler selve definitionen ”fattig” automatisk den udvalgte person en nedværdigende og magtesløs plads i samfundet. På den anden side bliver ”de fattige”, set i et idealistisk lys, beskrevet som særligt solidariske, at de har rige traditioner, og at de lever et autentisk liv – uberørt af det kapitalistiske livssyn og i stedet i fuldstændig harmoni med naturen. En ny analyse af fattigdom vil kræve, at disse stereotype opfattelser bliver sat til side, og at man i stedet undersøger disse mennesker brug af ressourcer og de handlinger, som de anvender i kampen for at leve deres liv.

Med eksempler fra Zimbabwe, Mozambique, Indien, Bangladesh, Peru og Mexico spænder denne udgivelse over flere forskellige handlingssfærer: mellem velgører og modtager, lokale autoriteter og borgere, arbejdsgiver og medarbejder samt mellem forskellige sociale og etniske grupper. De forskellige bidrag i denne antologi fokuserer på forskellig måde på menneskers kamp for at afbøde effekten af fattigdom eller forholde sig til lidelser og afsavn. Bidragene udfordrer de traditionelle tilgange til studiet af fattigdom og udviklingslande ved, at de undersøger måden, hvorpå forskellige ressourcer, såsom jord, arbejdskraft, kredit og bistand, vand og penge, men også viden, færdigheder, organiseringsformer og moralsk bistand, bliver gjort tilgængelig, spredt og forhandlet. Uanset om de er succesfulde eller ej, så hjælper de individuelle og kollektive forsøg på at overvinde forhindringerne i kampen mod fattigdom os til at forstå de mekanismer, som reproducerer fattigdom, men som også kan bekæmpe den.