Bruddet havde ellers næsten taget livet af dem begge, men de genvandt hver især en slags fod­fæste: Kierkegaard blev forfatter til et af verdenshistoriens mest overdådige forfatterskaber, mens Regine blev gift med kontorchef Johan Frederik Schlegel, der blev udnævnt til guvernør over Dansk Vestindien, hvor ægteparret opholdt sig fra 1855 til 1860. Næppe var de an­kom­met til Sankt Croix, før de modtog budskabet om, at Kierkegaard var død og havde gjort Regine til sin universalarving. Nogle måneder senere ankom to pakker til guvernørboligen i Christiansted indeholdende Kier­ke­gaards kærestebreve og et skønsomt udvalg af hans dagbøger med forbindelse til for­lovelsesperioden og hans livslange passion for Regine. Og derved begynder historien i en vis forstand forfra. Regine efterlod sig ikke en dagbog med sin version af forlovelseshistorien og brændte de breve, som hun i sin tid skrev til Søren. Hun har derfor alle dage været en gåde, der gav anledning til grublerier og gisninger. Ved noget, der ligner et lykketræf, er Joakim Garff imidlertid kommet i besiddelse af mere end 100 hidtil ukendte breve, som Regine på Sankt Croix har skrevet til sin elskede storesøster Cornelia hjemme i Danmark. Og her viser Regine sig som en kvinde af kød og blod og menin­ger og begæringer. Bogen følger Regine fra afrejsedagen i København, hvor hun opsøger og velsigner Kier­kegaard midt i menneskevrimlen og få timer senere bevæger sig vestpå igennem et dybfrossent Danmark med kurs mod de tre små paradisiske tropeøer. Historien udspiller sig hovedsageligt på Sankt Croix, hvor den vestindiske virkelighed bliver et kul­tur­chok for Regine, der skal optræde i rollen som koloniernes førstedame med de materielle velsignelser og selska­belige forbandelser, det nu en­gang indebærer. Øens blodige for­historie, dø­delige syg­domme, giftmord, eksotiske natur og ikke mindst problematiske kolonistatus efter slavernes frigørelse i 1848 indgår i en stadig veksel­virkning med tilbageblik på Regines uudgrundelige kærligheds­forhold til Kierkegaard. Hovedpersonen i Regines gåde bliver derved nok så meget den pige, der et års tid var forlovet med geniet Kierkegaard, som det er den kvinde, der i en menneskealder var gift med guvernøren Schlegel. Endelig skildrer Regines gåde ægteparrets hjemkomst til et forandret København, hvor de begge skal indstille sig på at leve i tvelyset fra geniets stadigt større berømmelse.