»Helten er en ting, der slæbes i støvet bag en vogn.« Simone Weil (1909-1943), fransk forfatter og filosof, efterspørger i Iliaden eller styrkens digt nye figurer, vi kan orientere os efter, nye troper og grundfortællinger. Udgangspunktet for hendes genlæsning af det græske epos er en kritik af den vestlige kultur, der siden oldtidens Rom har sat styrken over svagheden, som to uforenelige størrelser; styrken, som det højeste, og svagheden, som det laveste. Hun peger i sin læsning på, hvordan Iliaden rummer en fundamentalt anden opfattelse heraf, en sårbarheds-poetik og ærlig beskrivelse af menneskelivets vilkår. Enhver berøring er dobbelt. Det er kimen til »en skæbnefortælling, hvor bødler og ofre er lige sagesløse«.Den, der berører verden, forandrer verden. Og den, der forandrer verden, bliver selv forandret. Ingen handlinger er for små til at gøre en forskel, ingen livsform for uanselig. Tager man således styrken i brug, bliver man også brugt af styrken. »Den stærke er aldrig kun stærk, den svage er aldrig kun svag, men ingen af dem ved det.« Weils tekst er et kampskrift for hensyn og selvbeherskelse, en invitation til at revidere vores fortælleformer og inkludere svaghed og nederlag, lidelse og død, sorg og afmagt, ubevidst kærlighed og afhængighed i vores historier – ikke mindst for atter at komme i berøring med den ydmyghed og taknemmelighed, som måske stammer derfra. »Det er kun muligt at elske og være retfærdig, hvis man kender styrkens herredømme og ved, at det ikke skal respekteres.«