Det værste, man kan forestille sig er så slemt, at der næsten ikke findes et sprog for det. Nemlig dét at miste et barn. Men det værst tænkelige er også, når man selv findes at være skyldig i at have mistet et barn, for så har man også mistet sig selv.
Bogen henvender sig til alle dem, der må være interesseret i at få et indblik i en verden, som de ikke selv kender, men som de alligevel er nysgerrig på. Til dem, hvor det ikke føles fyldestgørende blot at føle noget om nogen eller noget, men hvor indsigt og perspektivering opleves som noget berigende, der gør læseren lidt klogere. Om soning, der ikke har nogen udløbsdato, selv efter flere år i retspsykiatrien, fængselsophold og udslusningsforløb. Og om kampen for at rejse sig igen efter at have mistet sig selv. Men også om, at det er muligt at leve videre på trods, hvis man tør gribe chancen og tage ejerskab for sit eget liv, sin egen historie, sin egen debatskabende fortælling, hvilket er essentielt, fordi indsigt og viden er en absolut forudsætning for nuancerede og balancerede holdninger. Et hudløst ærligt, men også meget personligt indblik i en verden, der er forbeholdt de få.
Grå nuancer handler om det, vi har svært ved at tale om, når dæmonerne tager over, men forsøger alligevel at tage fat på et emne, der kan skabe en dybere eftertanke hos læserne. En fortælling, der prøver at skabe et sprog for noget af det, der er så svært at sætte ord på, men som også inviterer til at se tingene i et andet lys.
Med ord siger vi noget om hinanden eller om os selv. Med ord danner vi billeder af handlinger, men ofte får vi ikke historien bag en handling. Og kun sjældent får vi mulighed for at lære at kende det hele menneske bag. Det menneske, som er kendetegnet ved ikke kun at være defineret ud fra én handling.
Grå nuancer inspirerer til refleksion og eftertanke over det vi ikke taler om, men som er en del af virkeligheden, på tværs af status, samfund og kultur, når alt ikke bare er sort og hvidt.