Gennem den kongelige anordning af 29. marts 1814 blev jøderne i Danmark ligestillet, stort set, med landets øvrige borgere. Bogen behandler forholdet mellem kristne og jøder i perioden fra udstedelsen af denne anordning, som ofte er blevet kaldt Det jødiske Frihedsbrev, indtil Grundloven i 1849 gennemførte den fulde religionsfrihed. Et vigtigt spørgsmål er, om jøderne blev virkelig frie i 1814. Skete der en afgørende ændring i teologernes og øvrighedens holdninger til dem? Efter en omtale af vigtige religiøse og sociale forhold i det jødiske samfund præsenteres holdningerne i en række markante teologers prædikener og andre skrifter. Derefter undersøges biskoppers og universitetets teologers vurdering af og kontrol med det jødiske undervisningsvæsen, med de ledende jødiske embeder og religiøse håndbøger og deres stilling til reformforsøgene i den jødiske menighed. Endvidere behandles problemer om bl.a. jødisk-kristne ægteskaber, jødiske studenters ønske om optagelse på kollegier, jødiske videnskabsmænds ansættelse ved universitetet. Det samme gælder Stænderforsamlingernes heftige debatter om jøders valgret og valgbarhed kort før Grundlovens vedtagelse. Særlige kapitler drejer sig om den fornyede kristne mission blandt jøder og jøders overgang til kristendom. Fjerde bind af fem i Martin Schwarz Laustens serie om jøder i Danmark. De tidligere bind, Kirke og synagoge (1992), De fromme og jøderne (2000), Oplysning i kirke og synagoge (2002), er udkommet på Akademisk Forlag.