Som lyriker er Stuckenberg uegal, men rammer med pludselig klarhed tonen i enkelte digte, der rummer linjer for evigheden. Mest helstøbt er digtkredsen Flyvende Sommer (1898), der indskriver en forelskelseshistories anslag, fuldbyrdelse og afsked i årstidernes rytme fra vinter til vinter. I denne samling er Stuckenberg gået fra det politiske rum ind i kærlighedens, genspejlet i den årlige naturs omskiftelser i en typisk lidenskabelig bevægelse, der fryses midt i vinterens hjerte. De enkelte digte beskriver et symbolsk forløb fra naturens ydre fænomener til sjælens indre. I „Fuldmaane“ sammenlignes den elskedes hår med en grenarabesk i månelyset, der fanger manden og hans tanker ind: som et Kvindehaar, der, mens Frosten synger, hvor jeg gaar, om min Fod sig slynger, fletter sig saa tæt, hvor mit Blik jeg sænker, slaar sit Net dulgt om, hvad jeg tænker. Det glidende i den strofiske opbygning modsvares af det dobbelttydige og dæmoniske i processen, hvor kvinden – som i Johannes Jørgensens roman Livets Træ – spinder manden ind med sit hår og suger kraften ud af ham i en typisk fin de siècle-attitude. Således fanget ind af begæret synker den elskede i „Aftensol“ ind i hans sjæl. Men efter begærets hede sommer ender hun med at blive et billede i hans sjæl. For han bærer den hvide, kolde sne i sit hjerte, og da vinteren igen bekræfter hans sande væsen, ender han bitter resigneret med at opgive hende – og lykken. Måneskinsnatten lukker sin hvide blomst omkring den ensomme skikkelse i „Vinternat“: Tyst om mit Liv den lukker sit stjærneduggede Bægers Mund, fjernt derude sig vugger min Sjæl ved dens Sølvkalks Bund. Så Johannes Jørgensen dekadent sit unge livs forlis igennem et grønt rømerglas' bund, ser Stuckenberg det på bunden af en sølvkalk. Han har tømt lidelsens bæger uden at finde hverken Gud eller sin egen forløsning i kærligheden. (Dansk Litteraturs Historie)