Resultatet var, at socialchefen troppede op, han lænede sig ind over bordet og oplyste mig om, at han sgu nok skulle få mig med nakken, der mistede jeg besindelsen, rakte ud og ragede alt, der stod på bordet, ned på gulvet, rejste mig op og gik frem mod socialchef Jørgen Træholt og oplyste ham om, at nu var det hans tur til at blive mishandlet. Desværre besindede jeg mig, og han slap med skrækken, havde jeg kendt min skæbne, var han nok ikke sluppet så billigt, så var der nogle embedsmænd og nogle korrupte læger, der havde ødelagt deres sidste offer. Uddrag af bogen Denne bog må nok mere betragtes som en fortælling eller som et vidnesbyrd, der beretter om en skæbne med en meget hård opvækst i et landdistrikt, et liv med nøjsomhed og en hel del tæv fra en frustreret far. Som voksen kommer han i klemme med systemet pga. en skade. Det tager mange år, før man finder frem til skaden, i mellemtiden har han fået psykiatriske diagnoser, om psykiateren skriver han: ”Geniet var ikke bare uvederhæftig”. Forfatteren ender med en pension, og mange år efter begynder han en genoptræning, der ender galt, og problemerne med systemet begynder igen. Hvor længe kan man tale om fejlbehandling, kan man stole på systemet i det hele taget? Det er alle spørgsmål, den her fortælling rejser. Om manden er paranoid og psykisk syg, er op til læseren at dømme om. Om forfatteren Allan Birk Nilsen har begge ben plantet solidt i den jyske muld, han udtrykker gamle fortællinger og politiske meninger gennem sit skulpturelle arbejde, hvor hans ironiske sindelag ofte røber en omfattende viden og en ukomplicerede tilgang til livet. Det skrevne ord er et nyt og fremmede udtryksmiddel for ham.