Den gamle doktor Pascal har trukket sig tilbage fra sin praksis og bor sammen med sin unge broderdatter Clotilde, som han har taget til sig som barn, da hans broder Aristide Saccard indgik et nyt ægteskab, og en gammel husholderske, Martine, på sin ejendom et stykke uden for Plassans. Han har helliget sig behandlingen af de lokale, og har udviklet et lægemiddel, som tilsyneladende kan bedre tilstanden for en mængde alvorlige sygdomme. Derudover har han helliget sig sin store interesse: principperne for arvelighed, som hans egen slægt, Rougon/Macquart'erne, afgiver et rigt studiemateriale til. Selv har han tilsyneladende ingen af slægtens svagheder - og det er han stolt af - men der afsløres næppe for meget ved at sige, at han i virkeligheden nok har mere end en enkelt rem af huden, når man ser nærmere til.
Den religiøse husholderske gør fælles sag med den gamle Eugenie Rougon, og får påvirket Clotilde til at forsøge at ødelægge Pascals familieoptegnelser, som husholdersken anser for ugudelige, og moderen, hvis eneste tanke er slægtens ære, vil have dem brændt, for at slægtens laster og forbrydelser ikke skal afsløres for eftertiden. Da Pascal opdager komplottet, fortæller han Clotilde familiens historie, og samtidig går det op for ham, at han elsker den unge pige med al den lidenskab og trang til at give sig hen, han har sparet op gennem et langt og ensomt liv.
I løbet af romanen får læseren samlet op på nogle af de løse ender fra de foregående 19 bøger, og vi bliver direkte vidner til nogle af medlemmernes dramatiske død.
20. og sidste bind i Les Rougon-Macquart-serien.
