I Danmark har vi over 50.000 godkendte fornavne. Umiddelbart skulle man mene, at det var alt rigeligt. For hvert smukke, slidstærke navn findes et dusin, der ligner tastefejl, sprogulykker eller resultatet af det væddemål, du ikke kan huske, du tabte en sen nattetime. Det er ikke som sådan forbudte navne. Det er bare navne, man burde lade være med at bruge i nærheden af børn. Denne bog indeholder 500 af slagsen. Alle hentet direkte fra den officielle liste over godkendte navne. Ingen af dem er opdigtede, hvilket jeg skal være den første til at beklage. Det er navne, der aldrig burde være nået længere end til brainstorm-fasen. De er måske godkendte, men ikke undskyldte. De fungerer simpelthen ikke som navne, uanset hvor mange gange de er blevet godkendt. Men i stedet for at kassere dem, kan vi helt i tidens ånd genbruge dem. Fuldt fortjent degraderes de fra egenavne til jævne ord. Ord, der kan fylde hullerne ud i sproget. Sproghuller - eller lakuner - som vores ellers så rige sprog endnu ikke har fået fyldt ud. Ting, begreber, handlinger og følelser, vi alle kender, men ikke vidste havde et navn. Det havde de heller ikke. Men det har de nu. Og de har aldrig været gladere. Bogen her er to bøger i én: dels en lakune-ordbog, dels en lettere ujævn og i bedste fald højst upræcis kort historie om danske navne. Det handler om fornavne, forfald og fortalelser. Om sproget, samfundet, stavning - og det sære sted, hvor de mødes. En bog til dig, der har et navn. Eller kender nogen, der har et navn. Eller frygter, at nogen snart får ét. Ordene har fået nyt liv - lad navnene hvile i fred. Kært barn har andre navne.