James Mortimer opsøger verdens største detektiv, Sherlock Holmes, for at få hjælp. Han fortæller: ”Den aften sir Charles døde, sendte Barrymore besked til mig, og jeg skyndte mig derhen. Jeg undersøgte alt på stedet. Jeg fulgte fodsporene ned gennem alléen og kiggede på stedet ved lågen, hvor det så ud, som om han havde stået stille. Så undersøgte jeg liget af sir Charles. Han lå med ansigtet nedad og armene bredt ud til siden. Hans fingre var boret ned i jorden, og hans ansigt var ikke til at kende. Der var ikke tegn på fysisk vold. Men Barrymore fortalte én ting forkert under afhøringen. Han sagde nemlig, at der ikke var andre spor i nærheden. Men det var der. Et stykke fra liget så jeg friske og tydelige spor."”Fodspor?” spurgte Holmes.”Ja, det var det.””Fra en mand eller en kvinde?”Dr. Mortimer kiggede mærkeligt på os et øjeblik. Så hviskede han: ”Holmes, det var sporene fra en kæmpe hund!”Var det Baskervillehunden, der i mange hundrede år har spredt skræk og rædsel på egnen omkring Baskerville Hall? Sherlock Holmes, tror, der må være en naturlig forklaring. Sammen med sin ven, dr. Watson, beslutter han sig for at løse gåden om den uhyggelige hund.Sir Arthur Conan Doyle skrev i alt fire romaner og 56 noveller om mesterdetektiven. Baskervillehunden udkom første gang i 1902.

Sir Arthur Ignatius Conan Doyle (1859-1930) var uddannet læge, men begyndte tidligt at skrive og forlod efterhånden lægegerningen helt til fordel for forfatterkarrieren. Doyle skrev i mange genrer – historiske romaner, science-fiction, eventyrromaner og nonfiktion – men det var historierne om mesterdetektiven Sherlock Holmes, der slog hans navn fast og blev hans eviggyldige bidrag til verdenslitteraturhistorien.